Valuta vs værdi

Penge er en sjov størrelse, jeg altid har haft svært ved at forholde mig til. På den ene side er penge, på grund af min talblindhed, min eneste håndgribelige måde at forstå tal på og derfor ganske nyttig. På den anden side har jeg arbejdet så længe med fysiske mønter og sedler, at jeg efterhånden har afskrevet dem deres værdi og reduceret dem til, hvilke varer de svarer til - man kan ikke se penge som penge, når man sidder med +10 tusind mellem fingerene på arbejde, så får man sgu dårlige nerver. 11,50 er en pakke økologisk pasta; ét dyk ned i rummet med 10'ere, ét ned i den med 1-kroner og en halvtredsøre for enden af rækken i kassen. I starten var man stiv af ærefrygt, når man fik stukket en plovmand i hånden af en kunde - det var fandme mange penge pludselig at holde styr på for andre. At jeg altid lidt - formegentlig på grund af mine problemer med tal generelt - har haft svært ved at forholde mig til værdien af ting, har nok heller ikke hjulpet. I min verden er penge mere eller mindre ubetydelige tal, der på en eller anden måde er kommet til at betyde, hvor meget eller lidt sjov man kan have. Jeg har ofte hørt fra min mor, at jeg ikke forstår penges værdi, og på en måde er det vel rigtigt nok. Ligesom med de fysiske penge, der gøres op i en rutinebevægelse - body memory - af dyk ned i forskellige små skuffer, bliver de digitale beløb på min netbank til repræsentanter for de ting og oplevelser, der efterhånden alle sammen kræver penge på kontoen - eller gjort op i, hvor meget eller lidt jeg har arbejdet måneden før. Det er den fysiske fremtoning af tallene, der fortæller mig værdien, for jeg tænker i billeder, ligesom når jeg husker en mundtlig fremlæggelse i stikordspapirets layout; mellemrummene mellem ord og afstanden mellem streger, der kan fortælle mig, hvilke bogstaver bliver til hvilke ord, og hvor linjeskift skaber former i den levende tekstblok. Jeg husker detaljerede minder fra min barndom, fordi jeg husker det sat op som gennemgangen af elementerne i en filmscene i mediefag - men også fordi jeg vælger at lægge mærke til det hele. Jeg lever med sanserne og med intuitionen, ikke så meget med logikken.
Penge er noget værd, fordi alle er blevet enige om det. Men hvad med de af os, der ikke kan se den helt konkrete værdi af dem, fordi vi måler værdi i andre former - eller måske slet ikke forstår mængdeværdi? Jeg tror ikke, vi kunne klare os uden - betaling og handel er støttepiller i samfundet, og jeg er nu engang ikke så rebelsk, at jeg føler behov for at protestere mod forbrugersamfundet - det kan vi sgu ikke gøre så meget ved. Jeg tror måske, det handler om at forme sine penge - og de timer det tager at tjene dem - om til det, man har brugt dem på, og så overveje om det var det værd. At jeg så sidder og ærgrer mig over, at man ikke - bare på et par aspekter - stadig kan bytte en høne for en tatovering eller en hat, er en helt anden snak. Så skulle jeg så bare købe en høne først, og sådan en ved jeg ikke helt hvad koster.

Finally: The Avengers (spoilers!)

Lørdag hev Sasha mig ind i biografen i Svendborg, så jeg endelig kunne få set The Avengers! [Slight spoilers ahead I suppose, proceed at own risk!] Det får nu en post helt for sig selv, fordi jeg har en fornemmelse af, at det bliver lidt langt.

Hun havde set den ugen før med sin søster men var sød ikke at spoile mig - og det ikke at vide et kuk om noget som helst i filmen (undtagen de småting jeg havde set rundt omkring på tumblr, for der er det umuligt ikke at blive spoilet lidt) har faktisk nok været en af grundende til, at oplevelsen var så fed! Jeg har altid været rimelig heftig Hulk-fan, og i og med at han er den af karaktererne, der kræver det største tekniske arbejde, var jeg naturligvis mest spændt på at se, hvordan de var sluppet afsted med ham. Jeg var mere end normalt imponeret - og at de fik decideret karakterudvikling til at ske i løbet af bare to timer var fantastisk! That, and I just really like Mark Ruffalo.

Efter min skuffende oplevelse med Thor vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg fik at vide, at the bad guy ville være Loke - i Thor var han bare whiny og overspillet, og Thor selv var lidt en blond gorilla med en hammer, men i Avengers kom der sgu andre boller på suppen! Jeg kan lide mine superskurke badass og kraftfulde som kaffe, der har trukket for længe, men de kom sgu også godt afsted med en Loke, der som tillæg til al sin raseri også kan komme i tvivl. Good job, Hiddleston!

Over-all var jeg super imponeret af castet, men det kommer til at tage tid, hvis jeg skal gå i detaljen med hver og en. Plottet fungerede udemærket, dialogerne godt tilrettelagte og tempoet godt - man kedede sig i hvert fald aldrig! Oh, og endnu et kæmpe plus; Scarlett Fucking Johansson. Egentlig er det nok i sig selv, at hun er med, men Sasha og jeg blev enige om, at hendes store trumfkort var, at hun kunne spille ene kvinde blandt så mange mænd uden at virke som The Token Femme lady, for holy fucking hell hun var bare BAMF.

Hanami

I dag hev jeg Sasha med til Hanami, som hvert år bliver holdt på Langelinje, når de japanske kirsebærtræer springer ud. Der er opvisninger, boder og en masse mennesker med tæpper og madpakker, og det er super hyggeligt! Det er efterhånden en fast tradition for crewet at tage med, så selvom vejret til at starte med så ud til at blive ret skod, tog vi derind alligevel - and thank god for that; for første gang i to-tre år havde de nemlig ramt den rigtige weekend, hvor blomsterne rent faktisk var sprunget ud! Og ikke nok med det - efter noget tid kiggede solen faktisk frem.

Picture dump ahead - selvom de er taget med min telefon og derfor ikke super gode.

Min søde pige og ligeså søde Bine ♥

Casper, Stine og Tense

(Underligt høje) Kami og Mie

Tenna, being her usual classy self and doing The Ferdinand

Mari og Jackie, de nydelige unge damer!

Og nu hvor jeg endelig har fået givet Sasha hendes fødselsdagsgave, kan jeg vise jer den her, for jeg er faktisk lidt stolt af, hvad jeg - helt selv! - fandt til hende

Nej, det er ikke mine fancy-pants negle, Sasha har taget billedet - og er den ikke fed? I think so.

Op at stå

Nej. Fandeme nej. Hvis jeg først bukker under for det pres, der bliver lagt på mig angående mit køn, ender jeg med at bukke under på andre aspekter. De afgør ikke, hvem jeg er, og bare fordi de ikke som forældre kan genkende og acceptere min fornuft og logik som voksent menneske, betyder det ikke, at den fornuft og logik ikke er til stede. Jeg ved, hvad jeg gør, og jeg gør det, om det så bliver det fucking sidste, jeg nogensinde kommer til. Jeg vil være lykkelig, om det så bliver uden familie. Jeg kan ikke leve på anden måde. Jeg prædiker altid, at man skal leve for at være lykkelig, og at livet er for kort til, at man lægger bånd på sig selv. Hver dag skal man gøre noget, man holder af og/eller er stolt af, og de store beslutninger skal ikke fejes væk, fordi de er skræmmende og fremmede. Jeg kan klare det her.

Basically I have fuck-all going for me

"Du kommer aldrig til at ligne en mand."

"Samfundet vil altid vide, at du er anderledes, og du får aldrig nogensinde et job."

"Jeg ville ikke ansætte en som dig."

"Du isolerer dig selv fra omverdenen og ødelægger dit liv fuldkommen."

"Hvorfor stopper du ikke bare nu og lever som mandhaftig lesbisk?"

"Du ved slet ikke, hvor stort det her er."

"Er dine venner virkelig sådan nogle urealistiske rygklappere, at de ikke har fortalt dig, at det du gør er fuldkommen sindssygt?"

"Det er jo kun dig, der laver ballade. De tre andre unger kan godt finde ud af at være normale."

"Jeg kan stadig ikke se det."

"Du gør det kun, fordi det er lidt spændende."

"Hvordan har du tænkt dig nogensinde at få venner igen, hvis dem du har bliver gift og skrider?"

Og ved du hvad, far? Jeg sidder og overvejer, om du har ret. Normalt er min blog ikke en lang sob-fest, men lige nu? Lige nu har jeg lyst til at tage en tur ud fra Rundetårn med hovedet først. Og så lige efter, jeg har sagt til min psykolog, at hun gerne må sætte mig officielt i gang med mit observationsforløb, timingen for et melt-down kunne ikke være bedre.